Når et barn bliver født, er kroppen styret af reflekser og sanser, men allerede fra de første måneder begynder en utrolig rejse i motorisk udvikling. I løbet af det første leveår ser vi nogle af de mest markante skridt. Barnet løfter hovedet, ruller fra mave til ryg, lærer at sidde selv, kravle og til sidst tage sine første skridt.
Omkring 1-årsalderen udforsker barnet verden på to ben. Gang og senere løb åbner for en ny frihed, og samtidig udvikles finmotorikken. Det lille barn kan samle små ting op med pincetgreb og begynde at bygge med klodser.
Ved 2-årsalderen bliver bevægelserne mere sikre og koordinerede. Barnet kan gå op og ned ad trapper med støtte, sparke til en bold og begynde at efterligne voksne i daglige gøremål. Finmotorisk kan barnet tegne simple streger og stable flere klodser oven på hinanden.
Når barnet nærmer sig 3 år, har det fået langt større kontrol over kroppen. Det kan hoppe med begge ben, kaste og gribe en bold og begynde at cykle på løbecykel. Samtidig bliver hænderne mere præcise, og barnet kan vende sider i en bog, bruge ske og gaffel mere selvstændigt og prøve kræfter med simple puslespil.
Den forsinkede motoriske udvikling
Når et barn er forsinket i sin motoriske udvikling, viser det sig ofte i, at barnet bruger længere tid end forventet på at nå de typiske milepæle eller springer nogle helt over. Det kan være, at barnet har svært ved at holde hovedet stabilt, sidde selv eller rejse sig. Nogle børn begynder først sent at kravle eller går måske slet ikke, men “skubber sig” på numsen i stedet. Balancen kan være udfordret, så barnet virker usikkert, når det skal stå, gå på trapper eller hoppe.
På det finmotoriske område kan der være vanskeligheder med at gribe små ting, bruge pincetgreb, stable klodser eller holde om en ske eller blyant. Nogle børn virker generelt mere klodsede, taber tingene ofte eller bliver hurtigt trætte, når de skal bruge hænderne til præcise bevægelser.
En forsinkelse kan også vise sig i, at barnet undgår visse typer leg og bevægelse, fordi det er for svært eller ubehageligt. Det betyder, at barnet ikke får samme erfaringer som jævnaldrende, hvilket kan påvirke både motorik, selvstændighed og sociale lege.
Tip til den finmotoriske udvikling
Finmotorikken udvikles bedst, når børn får mulighed for at bruge hænder og fingre aktivt i hverdagen. Her taler vi ikke om en særligt tilrettelagt indsats, for det skal nok komme hen ad vejen. Men der er meget, du som forældre selv kan gøre, for at støtte op om den finmotoriske udvikling.
Det kan handle om noget så simpelt som at lade barnet spise selv – først med fingrene og senere med ske og gaffel, selv om det sviner lidt. Når barnet får lov til at gribe, klemme og øve sig, styrker det både muskulaturen i hænderne og evnen til at koordinere bevægelserne. Farvelægning af tegninger er en anden vigtig vej, fordi det at holde om blyant og farvekridt, bevæge hånden præcist og bruge øje-hånd-koordinationen er finmotoriske guldkorn.
Lige så meget træning ligger der i at stable klodser, vende sider i en bog, samle perler op eller klemme modellervoks. Det vigtige er, at børnene får lov til at røre, prøve og sanse med hænderne, i stedet for at være passive foran en skærm. Finmotorikken er ikke noget, der udvikles af sig selv, men gennem mange små hverdagsoplevelser, hvor hænderne bliver sat i spil.
Hjælp grovmotorikken på vej
Den grovmotoriske udvikling handler om, at barnet lærer at bruge hele kroppen til at bevæge sig, balancere og udfordre sig selv fysisk. Du giver grovmotorikken de bedste forudsætninger, når barnet får plads og mulighed for at være aktiv i hverdagen.
Med plads og aktivitet følger heldigvis alt det sjove, som børn instinktivt har en fest med. Det er ting som at kravle, trille, løbe, hoppe i sofaen, danse til musik eller gynge på legepladsen er alt sammen måder, hvorpå barnet styrker muskler, koordination og kropsbevidsthed.
Når dit barn får mulighed for at prøve trapper, cykle på løbecykel, kaste med bold eller klatre på legepladsens redskaber, bliver balancen og styrken udfordret på en legende måde. Det er i den frie leg, hvor barnet selv bestemmer tempoet, at de store bevægelser udvikles mest naturligt. Og jo flere forskellige bevægelsesoplevelser barnet får, jo bedre grundlag skabes der for at mestre nye fysiske færdigheder senere i livet.
